Artikler

Hanne Warming, Inge Østergård Hansen & Mogens Nielsen: Lærestykker fra arbejdet med og evaluering af en terapeutisk samtalegruppe for familieplejeanbragte børn, Matrix, Nordisk tidsskrift for psykoterapi, 20:243-286, 2003

Den gruppeterapeutiske metode kan ikke læres eller fastlægges i detaljer én gang for alle, men kræver en løbende refleksion samt bearbejdning. Denne proces understøttes hensigtsmæssigt gennem supervision. Imidlertid er det vores erfaring fra en sociologisk evaluering af en gruppe for familieplejeanbragte unge, at refleksion kan styrkes yderligere gennem løbende tilbagemeldinger fra evalueringen. Disse refleksioner vedrørte blandt andet spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af kønsintegrering eller segregering, om de unge kunne have noget tid sammen for sig selv uden terapeuternes tilstedeværelse samt deres modstand mod specielt den ene af terapeuterne. Det gunstige samspil mellem det terapeutiske arbejde og  evalueringen tilskriver vi grundlæggende evalueringstilgangens samtidige solidariske og anderledes perspektiv, som tilføjede blikket for klienternes subjektive oplevelser samt for et konstruktivistisk og Bourdieuinspireret magtperspektiv. Et sådan perspektiv udgør med henblik på vurdering af klienternes udbytte af terapien samt teori- og metodeudvikling et kritisk og mere konstruktivt alternativ til traditionelle positivistiske evalueringsmetoder.

Rikke Schwartz & Inge Østergård Hansen: Behandling af børn anbragt i familiepleje. Overvejelser over begrebet rummelighed,  Psykologisk Pædagogisk Rådgivning, Forlaget Skolepsykologi, Pædagogiske Psykologers Forening, 42:374-391, 2005.

Børn, der er anbragt i familiepleje, har udover omsorgsmæssige behov, ofte brug for støtte af mere behandlingsmæssig karakter. Forfatterne reflekterer over, at rummelighed, indføling og emotionel konsistens hos plejeforældrene er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for, at barnet kommer i god udvikling. Der er en fornemmelse af, at plejeforældrene i deres bestræbelser for at være ”rummelige” bærer over med barnet, i stedet for at gå i samspil med det: at barnet bliver set som offer for sit tidligere liv, snarere end som aktør i sit nuværende.

Artiklen søger med udgangspunkt i Winnicotts arbejde og især begrebet holding, samt i relationel udviklingsteori belyst ved Stern og Øvreeide at indfange aspekter, som må indgå i rummelighedsbegrebet, hvis der med rummelighed menes en relationel ramme, der befordrer udvikling.